Vi kan lancere nok så mange weblogs og wiki’s, men hvis vi for alvor vil opgradere biblioteket til version 2.0, kommer vi næppe uden om OPAC’en. Vores OPACs trænger til gentænkning og ombygning, så de bliver mere tidssvarende og fremtidssikrede.

Indbygning i CMS med sociale lag

Det mest oplagte er at få hele biblioteksdatabasen bygget ind i et Content Management System (CMS), således at bibliografiske data kan håndteres som indhold på lige fod med temaartikler, sider med åbningstider og arrangementer. Men sådan et CMS kan også med fordel indeholde en række sociale funktioner. Jeg har tegnet en lille model. Modellen er sikkert ikke teknisk korrekt, for jeg er ikke tekniker, så jeg gennemgår den lige.

Biblioteksdatabasen (orange):

Biblioteksdatabasen er det centrale omdrejningspunkt i vores CMS. Det er biblioteksbasen, brugerne i overvejende grad kommer på bibliotekets website for at bruge. Biblioteksbasen indeholder metadata om bibliotekets samling samt personhenførbare data om brugere. Disse metadata skal kunne bruges og genbruges ligesåvel som alt andet indhold i CMS’et.

Social software (blå):

Rundt om biblioteksdatabasen kunne man forestille sig et lag socialt software. Det er især her, vi finder de såkaldte web 2.0 funktioner. Her ligger den del af brugernes personlige profiler, der giver den enkelte bruger en række mere eller mindre sociale funktioner. En brugerprofil kunne f.eks. give brugeren mulighed for:

• Lånerhistorik: Oversigt over tidligere hjemlån. Giver mulighed for at publicere dele af lånerhistorikken, så andre kan se den. F.eks. i tre publikationsniveauer:
  • Privat, hvor kun brugeren selv kan se oplysningerne om et lån.
  • Til venner og bekendte, hvor brugeren kan invitere specifikke personer til at se oplysninger om et lån.
  • Offentlig, hvor brugeren kan dele oplysninger om et lån med hvem som helst.
• Huskeliste: En personlig liste, hvor brugeren kan gemme oplysninger om bibliografiske poster, vedkommende f.eks. ønsker at låne senere. Huskelisten kan f.eks. deles i tre publikationsniveauer som lånerhistorikken.
• Kommentarer: Mulighed for at knytte kommentarer/ anmeldelser/ blog-indlæg til bibliografiske poster hvorsomhelst i biblioteksbasen. Mulighed for at knytte kommentarer til:
  • Oplysninger om et lån i den personlige lånerhistorik.
  • Oplysninger om et lån i andres offentlige lånerhistorik.
  • Oplysninger om en bibliografisk post i den personlige huskeliste.
  • Oplysninger om en bibliografisk post i andres offentlige huskeliste.
• Tagging: Tildeling af tags (ukontrollerede emneord) til bibliografiske poster:
  • I den personlige lånerhistorik.
  • I den personlige huskeliste.
  • I en given søgning i biblioteksbasen.
• Rating: Tildeling af karakter/vurdering, f.eks. vha. stjerner, til bibliografiske poster hvorsomhelst i biblioteksbasen, inkl. egen lånerhistorik og huskeliste.

Bibliotekets lånere har jo i pricippet i forvejen en lånerprofil, som overvejende indeholder personhenførbare oplysninger.

Man kunne imidlertid forestille sig, at brugeren selv skal oprette en profil med et givent nick/ kaldenavn, og først bagefter vælge at knytte sine låneroplysninger til denne profil.

Content Management System (grøn):

Det hele pakkes ind i et mere eller mindre traditionelt CMS, som dog skal kunne hive indhold frem fra et hvilket som helst sted i systemet. Man kunne således forestille sig, at man på forsiden af bibliotekets website kunne vise:

• Brugernes seneste kommentarer.
• Samlet tag-cloud (oversigt over tags) over alle brugeres tags.
• Nye brugere
• De højest vurderede bibliografiske poster.
• Etc.

Dvs. man vil på bibliotekets øvrige websider således kunne trække på brugergenereret indhold, såvel som bibliografisk indhold på lige linie med redaktionelt produceret indhold (vises på modellen med de hvide linier).

At dele med eksterne sites
Samtidig kunne man forestille sig at dele indholdet med brugerne selv. Måske vil brugeren gerne publicere sin huskeliste på sin personlige weblog. For hver funktion i brugerens profil, kunne man altså give brugeren en lille stump javascript eller html kode, som vedkommende kan copy/paste ind i HTML’en på sin egen blog/website. F.eks.:

• Brugerens offentliggjorte lånerhistorik.
• Brugerens offentliggjorte huskeliste.
• Brugerens tag-cloud.
• Brugerens senest/højest/lavest vurderede bibliografiske poster.

Bibliotek 2.0 – en bottom-up tilgang

Skal bibliotek 2.0 tankegangen praktiseres, må vi have bibliotekspersonalet til at deltage på lige fod med brugerne (angivet i modellens blå område med “bibliotekarprofil”). Man kunne forestille sig, at de ansatte har en brugerprofil, præcis ligesom brugerne. En stor del af indholdet på bibliotekets hjemmeside ville således være oplagt at trække ind fra indholdet i de ansattes profiler.

Dermed kunne stadsbibliotekaren/ udviklingschefen/ musikbibliotekaren have en fast klumme på forsiden, hvor indholdet trækkes direkte fra kommentarerne i vedkommendes profil.

Det redaktionelle koncept kunne således langt hen ad vejen bestå i at sørge for, at hver enkelt ansat deltager med kommentarer, vurderinger, anmeldelser, tags osv.

Der har været tårnhøje forventninger til Google’s nyeste påhit, Wave, siden længe før, de første beta-invitationer blev sendt ud. Google har selv udråbt Wave til at være sådan, man ville have skruet “e-mail” sammen, hvis det var blevet opfundet idag og ikke for 40 år siden.

Google Wave er en slags kombination af e-mail, chat, kontorprogrammer og produktivitetsværktøjer, dvs. en slags real time samarbejdsværktøj. Men opfinderne er vist stadig ikke selv helt klar over, hvad det præcist skal bruges til.

Jeg fik selv en invitation til Google Wave for en lille måneds tid siden. Man kan mange smarte ting med det, men jeg tror nu stadig ikke helt, jeg har set lyset.

Vil du bølge med mig?
Jeg har fået en stak Google Wave invitationer til runddeling. Smid en kommentar, så skal du få én. Jeg har stadig 20 stk. at dele ud af.

Update 11. december: Jeg har stadig 12 invitationer tilbage. Come get some!

Men hvor andre sociale netværk, f.eks. Kommunikationsforum, bare viser feed’ets indhold med link til kilden, importerer Facebook alt indholdet fra feed’et uden andre henvisninger end dem, der står i selve indholdet. Facebook lader således hånt om RSS feed’ets link tilbage til kilden.

Man kan nok ikke rigtig sige, det krænker ophavsretten, for indholdet vises trods alt på min Facebook-profil med mig som afsender. Mine indlæg (på Facebook kaldet “noter”) får sikkert også potentielt større eksponering på Facebook end på min blog.

Men det er efter min bedste overbevisning ufin brug af RSS feeds og det ligger langt fra den anvendelse, RSS feeds er tænkt til. Facebook stjæler således både trafik og evt. kommentarer fra min blog.

Jeg er faktisk ked af at det er dét, der skal til, men nu er der lukket for import fra min blog til Facebook.

For nylig har jeg hørt fra en Axiell konsulent, som under en præsentation af biblioteks-CMS’et Arena fik at vide af de forsamlede biblioteksfolk, at brugerne bare skulle have lov at skrive løs. Snart relanceres Litteratursiden med mulighed for brugerbidrag til indholdet og mange lokale biblioteker skriver blogs med kommentarmuligheder.

Men den brugerskabte virkelighed er imidlertid ofte en anden. Jeg gør her opmærksom på Jakob Nielsens 90-9-1 regel. 90% af brugerne er “lurere”. De læser med, men bidrager ikke. 9% bidrager en gang imellem, mens de sidste 1% leverer næsten alt det brugerskabte indhold. Ofte er fordelingen desværre endnu mindre fordelagtig for det brugerskabte. Wikipedia laves f.eks. i overvejende grad af 0,01% af brugerne (I 2008 tal: 75.000 aktive bidragydere ud af 684.000.000 brugere).

Et godt råd: Husk at overveje strategien

I modsætning til web 2.0 antikrist, Andrew Keen, er jeg generelt positiv ift. brugergenereret indhold og web 2.0. Men jeg tror, mange projektmagere lader sig forblænde af tekniske muligheder samt emnets ekstreme eksponering. Således drukner de strategiske overvejelser i forbindelse med webprojekter alt for ofte i teknikbegejstring og hype.

Hvis et website skal opnå succesfuld brugerdeltagelse kræves overvejelse af mindst 4 faktorer. Det rigtige formål, den rigtige målgruppe, brugermotivering samt kritisk masse i antallet af brugere.

Før du går i gang med din nye webprojekt, så overvej nøje følgende:

1. Formål:
Hvad er formålet med dit site? Hvad vil du lave?

• Er det en form for socialt netværk?
• Er det en webapplikation i form af en slags værktøj?
• Er det et site, der skal formidle en form for information, f.eks. nyheder eller artikler?
• Etc.

Og ikke mindst: Er det lavet før? Hvad er chancen for succes? Hvis der allerede findes noget tilsvarende, er det sværere at trænge igennem.

2. Målgruppe:
Hvem er din målgruppe? Er den snæver eller bred? Hvordan er aldersfordelingen? Niche-sites kan sagtens opnå succes med brugergenerering, men hvis du f.eks. rammer et “forkert” segment eller aldersgruppe, kan det brugerskabte indhold nemt udeblive.

3. Motivering af brugerne:
Hvad motiverer brugeren til at bidrage?

• Skrivestil: I blogs har ufuldendte, spørgende, debatterende indlæg f.eks. større sandsynlighed for at få kommentarer.
• Design: Hvor nemt er det at bidrage? Det er f.eks. nemmere at vurdere et produkt med afkrydsning af stjerner end at skrive en anmeldelse.
• Algoritmisk – passive bidrag: Det kan være statistisk indsamling af brugeradfærd, f.eks. mest købte/udlånte produkter etc.
• Feed-back: What’s in it for me? Hvad får brugeren ud af at bidrage?

4. Kritisk masse:
Kan dit site opnå kritisk masse i antallet af brugere? Hvis du f.eks. kun har 250 brugere om dagen og der, som i Wikipedia, kun er 0,01% der bidrager, får du selvsagt ikke meget indhold ud af brugerne. Er dit emneområde eller din målgruppe for snæver? Overvej sprogområdet. Dansk som sprogområde kan være for snævert, hvis du skal opnå succes.

Konklusion: Web 2.0 og brugerbidrag er altsammen meget godt, men …

… erfaringen viser desværre at det er svært at få brugerne til at bidrage. Sørg derfor altid for at have en solid strategi, inden du går i gang med dit projekt. Både for dit site som helhed, men ikke mindst for den web 2.0 funktionalitet, du ønsker at stille til rådighed.

Jeg vil egentlig stadig gerne stå ved en del af de harske argumenter fra dengang. Facebook er stadig min yndlingsaversion, men tjenesten er allestedsnærværende og ikke til at komme udenom, fordi alle bruger den. Kan du ikke finde dine gamle bekendte andre steder på nettet, så er det nok fordi de kun er på Facebook. Men der er de så sikkert også allesammen.

Jeg må med skam æde min spådom om, at Facebook ville være faldet i værdi inden 2009. Til mit forsvar vil jeg dog mene, at Facebook i dag er knap så anmasende som dengang, så forudsætningen er ændret.

Denne visuelle søge/bladrefunktionalitet er nu også dukket op i et par søgemaskiner på nettet.

Searchme.com præsenterer søgeresultater i et lækkert flash-interface med “coverflow”-bladrefunktion i den øverste skærmhalvdel og tekstvisning af resultaterne i den nederste.

CreativSpace image search er et forsøg på “coverflow”-visualisering af søgeresultaterne fra Google image search. Det er lavet i AJAX, helt uden flash, og fungerer ret godt.

Jeg kunne godt tænke mig at se det lokale bibliotek implementere noget lignende. Det kunne være en ret fed funktion at kunne bladre sig igennem en stak bogforsider på denne måde. Måske kunne man falde over én, der så spændende ud?

Search patterns på Flickr
Peter Morville, kendt og anerkendt informationsarkitekt og forfatter til bøgerne Ambient Findability og Information Architecture, bruger Flickr til formidling af en omfattende samling screen dumps og figurer, der illustrerer brugeres søgemønstre i forskellige situationer. Hver enkelt kategori (set) og illustration følges af en udførlig forklaring. Altsammen guf for informationsspecialister, web- og interaktionsdesignere. Sådan har jeg aldrig set Flickr brugt før. Det er smart tænkt.
Se Morvilles samling af search patterns her.

Branding via web 2.0
Modernista er et reklamebureau, der bor i Boston. Modernista trækker information fra profiler, indlæg og artikler i diverse web 2.0 services om bureauet direkte ind i deres eget, i øvrigt meget minimalistiske, website og anvender det aktivt i deres webkommunikation. Således kan man på Modernista.com direkte læse Wikipedia-artiklen om bureaet og se eksempler på deres arbejde fra Flickr. Jeg tvivler meget på brugervenligheden i det her, men det er i hvert fald en interessant måde at udnytte nettet på. Det kan dårligt forklares, men skal ses.
Tjek Modernista’s temmelig kreative webkommunikation her.

Har du andre eksempler på kreative måder at udnytte web 2.0 services på, hører jeg gerne om det. Smid en kommentar.

Mens jeg var ansat hos INEO designlab, havde jeg jævnligt kontakt med kunder, der havde købt en række forskellige domæner, men ikke vidste hvor domænerne var registreret eller hvordan de var sat op. Det gav problemer i forhold til at få peget domænerne ind på de rigtige løsninger. Der findes imidlertid et par handy værktøjer, som er effektive til at finde oplysninger om et givent domæne.

Network Tools
På Network-Tools.com kan man slå et givent domæne op og bl.a. få en masse at vide om, hvem der ejer domænet, hvilken ip-adresse domænet peger på (dvs. hvor kommer man hen, når man taster domænet ind i browserens adressefelt), hvilken navneserver domænet befinder sig på (DNS) samt hvordan domænet er sat op. Det er især praktisk, hvis man skal finde ud af, hvor et domæne er registreret, f.eks. med henblik på at få ændret i opsætningen.
http://network-tools.com/

Netnationen
På Netnationen kan man få oplysninger om selve domænet, herunder registreringsoplysninger samt hvordan det ligger rangeret på Google. Endvidere kan man få oplysninger om den server, domænet ligger på. Herunder hvor mange domæner, der ligger på denne server i alt. Det sidste er især praktisk, hvis man har performance-problemer med webløsningen. Så kan det måske skyldes, at der ligger lige lovligt mange sites på den server, hvor man har sin webløsning liggende.
http://netnationen.dk/

GratisDNS
Vil man have fuld kontrol over sine domæner, er GratisDNS et godt sted at få dem registreret. GratisDNS er dog næppe for nybegyndere, for dels er DNS-opsætning fuld af tekniske begreber og dels lader tjenestens brugergrænseflade noget tilbage at ønske. Men her har man fuld kontrol over domænet, det fungerer godt og så er det gratis (domæneregistrering undtaget). Bemærk, man kan ikke have sit website liggende hos GratisDNS, da servicen kun er beregnet til at styre selve domænet.
http://www.gratisdns.dk/

Først var det Myspace, så var det LinkedIn og nu er det så Facebook, der topper listen over populære sociale netværk. Jeg er imponeret over den omtale og succes, netværket har fået. Til gengæld er jeg ikke så begejstret for selve tjenesten og ville egentlig ønske, jeg aldrig havde oprettet mig som bruger. Læs her hvorfor.

1. Det overfladiske: Æstetik og design
Grimhed er åbenbart en gylden regel for de store sociale netværk. Myspace toppede listen. Mage til øjebæ skal man lede længe efter. Men Facebook er heller ikke for køn.

Systemet i Facebook’s layout er svært at få øje på. Det er ikke tænkt ind i et layoutgitter med specielt æstetiske proportioner. Det blå sidehoved holder ikke venstrekant, og det er ikke umiddelbart tydeligt, hvorfor det ikke gør det. Der er mangel på luft omkring tekst og overskrifter. Billeder og profilfotos har vidt forskellige størrelser, og masser af mere eller mindre intetsigende kulørte ikoner bidrager til stilforvirringen.

Selvom der er et vist system i det, er æstetik jo langt hen ad vejen en smagssag. De næste punkter er dog også langt mere graverende.

2. Viralt netværk
Facebook er ekstremt viralt. Alle vil have deres venner, bekendte og Gud-og-hver-mand med, og det er nemt, for Facebook har sørget for en funktion, så man kan importere alle sine kontakter fra de populæreste gratis-webmail tjenester. Resultatet er spam-agtige tilstande, hvor det fyger i cyberspace med e-mail invitationer. Tendensen er selvforstærkende, efterhånden som netværket vokser.

3. Anmasende
For at føje spot til skade, sendes der også en e-mail, hver gang nogen “inviterer” til at man tilføjer en såkaldt applikation. Applikationer er i Facebook-jargon små tilføjelser, som udvider det sociale netværks funktionalitet, men som ofte er udviklet af 3. part. Der findes masser af disse applikationer, hver med deres funktionalitet, og det øger presset på e-mail indbakken.

Hver gang, man tilføjer en applikation, deler man i øvrigt ud af sine data til denne applikation.

4. Krænkelse af brugernes data
Endvidere har Facebook adgang til enorme mængder brugergenererede data, som er personhenførbare. Det giver Facebook mulighed for ganske præcist at datamine sig frem til særlige målgrupper med henblik på annoncering, og det er præcis det, der gør tjenesten så værdifuld.

Er det da ret meget anderledes end det, Google gør? Ja, for Facebook har sat det i system med annonceprogrammet Beacon. Et system, der gør det muligt for Facebook’s partner-sites at publicere de handlinger, brugeren har foretaget på deres websites, direkte i brugerens Facebook profil, frit tilgængeligt for brugerens Facebook-venner.

Facebook Beacon er altså en slags datatyv, som dog høfligt men diskret gør opmærksom på sin tilstedeværelse.

5. Manglende fortrydelsesret
Man kan ikke slette sin profil. Man kan allerhøjest slette sine data, vente et stykke tid og håbe, at Facebook’s backup rutine har passeret den dato, hvor man sidst havde noget liggende, og afslutte med at deaktivere kontoen. Men profilen er ikke slettet.

Incognito som socialt netværk
Alt i alt er Facebook en viral pengemaskine, forklædt som socialt netværk. Min spådom er således, at tjenesten vil falde drastisk i værdi inden 2009, bl.a. fordi brugerne finder de omfattende annonceringsprogrammer for anmasende. Det samme var tilfældet med Myspace. Hvis jeg var Mark Zuckerberg, ville jeg sælge tjenesten, og spæne storgrinende til banken, før det var for sent.

Hvis du ikke allerede er faldet i fælden, så lad være med at acceptere eventuelle invitationer til Facebook.

Indhold bliver i stigende grad allestedsnærværende, det er let tilgængeligt, ofte billigt og endda nogen gange gratis. Man kan tage i Føtex og finde gårsdagens blockbuster på DVD til kr. 25,- eller tage på bogudsalg og finde bestsellers til en trediedel af normalprisen. Hvis udbuddet i forretningerne er mangelfuldt, er det nemt at skaffe den rette genre på nettet. Et resultat af “den lange hale“.

Brugernes samlinger vokser …
… og en af konsekvenserne er bibliotekernes faldende udlånstal.

Samtidig sker der i øjeblikket en opblomstring af diverse græsrodsorganiserede web 2.0 tjenester til katalogisering og formidling af personlige samlinger. De kendteste til katalogisering af bøger er nok LibraryThing og Shelfari, men også bogbytte er på dagsordenen med tjenester som BookMooch og det danske projekt Bibliotekr. Senest er BookBump kommet på banen med en iTunes lignende, flash-baseret tjeneste, hvor man kan katalogisere sine bøger, holde styr på, hvornår man har læst dem, hvad man syntes om dem, samt hvem man har lånt dem ud til. BookBump har visse mangler, men det er en anden historie.

Alle disse tjenester er i en eller anden forstand en form for social OPAC, et bibliotekssystem, der kan holde styr på brugerens samling, give selvsamme bruger ny inspiration samt knytte brugerne sammen i virtuelle fællesskaber.

Noget tyder altså på, at også brugerne har et behov for at registrere, katalogisere og formidle deres samlinger. Hvad er så bibliotekernes rolle i denne digitale virkelighed?

En mulighed for bibliotekerne
Bibliotekerne burde, skulle man mene, have en betragtelig indsigt i opbygningen af informationssystemer til håndtering af bibliografiske data. Dertil kommer et væsentligt datagrundlag i form af adgang til nationalbibliografien (som dog kontrolleres centralt).

Når brugerne således efterhånden selv ejer samlingerne og efterspørger systemer til at håndtere dem i, hvem ville så være bedre til at skrue et fornuftigt informationssystem sammen til dem, end folk med erfaring i bibliotekssystemer?

Jeg forestiller mig et system, der trækker på bibliografiske data, dels fra nationalbibliografien, dels fra f.eks. Google Books eller Amazon.com, der i øvrigt har en ganske åben API til den slags formål. Dermed behøver brugeren ikke selv at katalogisere hele sin samling (med de fejl og mangler, der måtte opstå deraf), men kan trække på allerede eksisterende data. Noget lignende ser vi i LibraryThing.

Alt sammen kunne med fordel foregå i ét og samme system, som bibliotekerne registrerer deres samlinger i. Et system, der naturligvis bør indeholde alskens muligheder for

• kollaborativ filtrering
• data mining
• stjerne ratings
• anmeldelses- og kommentarfunktioner

som kan være med til at give brugeren en oplevelse og ny inspiration.

Man kunne forestille sig en “social” OPAC, hvor brugerne kunne oprette hinanden og biblioteket som “venner” og selv kunne foretage og registrere ind- og udlån af materialer. En mulighed, der naturligvis bør være valgfri, hvor brugeren selv bestemmer, om tilbuddet kun gælder venner og familie eller Gud-og-hver-mand.

Hvorfor skal det offentlige betale for det?
Af de samme grunde som det offentlige betaler for bibliotekerne i dag. Designes systemet rigtigt, vil det kunne understøtte formidling af viden og kultur i en grad, som det ikke tilnærmelsesvis er tilfældet med bibliotekernes kataloger i dag. Brugerne kan direkte få gevinsten af en platform til dels at registrere deres personlige samlinger samt finde ny inspiration. En platform, der ikke forsvinder i morgen.

Hvordan skal det så organiseres?
Jens Hofman foreslår et “Danmarks Digitale Folkebibliotek”. Læs forslaget. Jeg synes, det er en glimrende ide og i denne sammenhæng en oplagt mulighed.