Lyt til Harddisken uge 7 her.

Du kan abonnere på Harddiskens podcast her.

Beldjen
Under valget i Belgien for nylig valgte en DR journalist konsekvent at udtale “Belgien” som “Beldjen”.

Obdjekt
Denne hører man jævnligt, men senest har jeg hørt den i P1′s “Videnskabens Verden”, hvor en forsker konsekvent udtalte ordet “objekt” som “obdjekt”.

Junik
Denne er vist efterhånden blevet temmelig almindelig, især på Sjælland og omkring Århus. Ordet “unik” udtales stadig oftere som “junik”.

Lykkes med
Ordet “lykkes” går fra at være passivt til at være aktivt. Følgende sætning  “Det lykkes ham at springe over åen” transformeres i stigende grad til “Han lykkes med at springe over åen”.

Udtalen af engelske bogstavlyde vinder tilsyneladende indpas i det danske sprog. Således transformeres den danske “u” lyd til engelsk “ju”, mens dansk “g” og “j” bliver til engelsk “dj”. Engelsk sætningskonstruktion har tilsyneladende også succes på dansk. “Han lykkedes med …” kan således muligvis føres tilbage til “He succeeded in …” Eller?

Slut med “sin” og “sit”
Samtidig er ordene “sin” og “sit” tilsyneladende på vej ud. Jeg hører stadig oftere noget i stil med følgende: “Han tog hans frakke og gik ud af døren”, hvor det før hed “Han tog sin frakke og gik ud af døren”. “Sin” og “sit” erstattes således tilsyneladende af “hans” og “hendes”.

Disse tendenser skurer en del i mine ører, og jeg kan sjældent lade være med at kommentere det, når jeg hører det. De engelske bogstavlyde i dansk lyder bare for popsmarte og i tilfælde som dét med “sin” og “sit”, synes jeg godt nok en hel del af betydningen går tabt. Måske er det bare mig, der taler som en gammel mand?

Når man via fildeling downloader til sin pc eller anden lagringsenhed, er det jo ikke kopiering, men fremstilling af original. Gør man det uden at betale for det, er det tyveri for åben skærm.

… og …

Hvis piraternes indstilling får lov til at blive almen og være uantastet, vil det betyde, at forfatterne ikke kan leve af deres arbejde; at forlagene ikke har råd til at udgive; at der ikke bliver skrevet lærebøger og mange andre tekster af stor værdi for samfundet.

Nu er det ikke fordi, jeg sympatiserer specielt med piraterne, men med sådan en overskrift, “Det er tyveri!”, kan jeg ikke lade være med at blive grovkornet i replikken:

Tør dog øjnene og spis en tudekiks. Al denne slyngen omkring sig med juristeri, stævninger og trusler om bål og brand hver gang en synder har formastet sig til at tro, at han ejer den genstand, han har købt, skader i virkeligheden forlags-, musik- og filmindustrien mere end det gavner.

En af konsekvenserne ved at distribuere information digitalt er nu engang, at det nemt kan kopieres uden kvalitetstab. Når informationsinfrastrukturen går hen og bliver digital, må man enten tilpasse sig eller finde på noget andet at lave. Sådan gør man i alle andre brancher, når verden ændrer sig.

Måske skulle forlags-, musik- og filmindustrien overveje at finde en forretningsmodel, der passer til virkeligheden? Eller måske var det på tide for dette, i stigende grad, overflødige mellemled, at finde på noget andet at lave?

Denne visuelle søge/bladrefunktionalitet er nu også dukket op i et par søgemaskiner på nettet.

Searchme.com præsenterer søgeresultater i et lækkert flash-interface med “coverflow”-bladrefunktion i den øverste skærmhalvdel og tekstvisning af resultaterne i den nederste.

CreativSpace image search er et forsøg på “coverflow”-visualisering af søgeresultaterne fra Google image search. Det er lavet i AJAX, helt uden flash, og fungerer ret godt.

Jeg kunne godt tænke mig at se det lokale bibliotek implementere noget lignende. Det kunne være en ret fed funktion at kunne bladre sig igennem en stak bogforsider på denne måde. Måske kunne man falde over én, der så spændende ud?

Indhold bliver i stigende grad allestedsnærværende, det er let tilgængeligt, ofte billigt og endda nogen gange gratis. Man kan tage i Føtex og finde gårsdagens blockbuster på DVD til kr. 25,- eller tage på bogudsalg og finde bestsellers til en trediedel af normalprisen. Hvis udbuddet i forretningerne er mangelfuldt, er det nemt at skaffe den rette genre på nettet. Et resultat af “den lange hale“.

Brugernes samlinger vokser …
… og en af konsekvenserne er bibliotekernes faldende udlånstal.

Samtidig sker der i øjeblikket en opblomstring af diverse græsrodsorganiserede web 2.0 tjenester til katalogisering og formidling af personlige samlinger. De kendteste til katalogisering af bøger er nok LibraryThing og Shelfari, men også bogbytte er på dagsordenen med tjenester som BookMooch og det danske projekt Bibliotekr. Senest er BookBump kommet på banen med en iTunes lignende, flash-baseret tjeneste, hvor man kan katalogisere sine bøger, holde styr på, hvornår man har læst dem, hvad man syntes om dem, samt hvem man har lånt dem ud til. BookBump har visse mangler, men det er en anden historie.

Alle disse tjenester er i en eller anden forstand en form for social OPAC, et bibliotekssystem, der kan holde styr på brugerens samling, give selvsamme bruger ny inspiration samt knytte brugerne sammen i virtuelle fællesskaber.

Noget tyder altså på, at også brugerne har et behov for at registrere, katalogisere og formidle deres samlinger. Hvad er så bibliotekernes rolle i denne digitale virkelighed?

En mulighed for bibliotekerne
Bibliotekerne burde, skulle man mene, have en betragtelig indsigt i opbygningen af informationssystemer til håndtering af bibliografiske data. Dertil kommer et væsentligt datagrundlag i form af adgang til nationalbibliografien (som dog kontrolleres centralt).

Når brugerne således efterhånden selv ejer samlingerne og efterspørger systemer til at håndtere dem i, hvem ville så være bedre til at skrue et fornuftigt informationssystem sammen til dem, end folk med erfaring i bibliotekssystemer?

Jeg forestiller mig et system, der trækker på bibliografiske data, dels fra nationalbibliografien, dels fra f.eks. Google Books eller Amazon.com, der i øvrigt har en ganske åben API til den slags formål. Dermed behøver brugeren ikke selv at katalogisere hele sin samling (med de fejl og mangler, der måtte opstå deraf), men kan trække på allerede eksisterende data. Noget lignende ser vi i LibraryThing.

Alt sammen kunne med fordel foregå i ét og samme system, som bibliotekerne registrerer deres samlinger i. Et system, der naturligvis bør indeholde alskens muligheder for

• kollaborativ filtrering
• data mining
• stjerne ratings
• anmeldelses- og kommentarfunktioner

som kan være med til at give brugeren en oplevelse og ny inspiration.

Man kunne forestille sig en “social” OPAC, hvor brugerne kunne oprette hinanden og biblioteket som “venner” og selv kunne foretage og registrere ind- og udlån af materialer. En mulighed, der naturligvis bør være valgfri, hvor brugeren selv bestemmer, om tilbuddet kun gælder venner og familie eller Gud-og-hver-mand.

Hvorfor skal det offentlige betale for det?
Af de samme grunde som det offentlige betaler for bibliotekerne i dag. Designes systemet rigtigt, vil det kunne understøtte formidling af viden og kultur i en grad, som det ikke tilnærmelsesvis er tilfældet med bibliotekernes kataloger i dag. Brugerne kan direkte få gevinsten af en platform til dels at registrere deres personlige samlinger samt finde ny inspiration. En platform, der ikke forsvinder i morgen.

Hvordan skal det så organiseres?
Jens Hofman foreslår et “Danmarks Digitale Folkebibliotek”. Læs forslaget. Jeg synes, det er en glimrende ide og i denne sammenhæng en oplagt mulighed.

Folkebiblioteket er folkets bibliotek i den forstand, at det er befolkningen, der betaler for biblioteket via skattebilletten. Men som modellen er skruet sammen i dag, ender den anskuelse ofte der.

Folkebiblioteket har siden sin grundlæggelse i forrige århundrede snarere passet mere til den første anskuelse. Folkebiblioteket er bibliotek for folket i den forstand, at bibliotekets samling, analog som digital, udvælges, administreres og formidles af nogle få udvalgte personer.

Den model passer imidlertid ikke længere så godt ind i en verdensopfattelse med stigende grad af individualisering og kompleksitet. To fænomener der nærer hinanden.

Folkebiblioteket i det hyperkomplekse samfund
Den stigende kompleksitet kommer især til udtryk i, at information og kulturprodukter bliver stadig mere tilgængelige. Individualiseringen fodres herved, fordi den enkelte kan vælge og vrage mellem et stadig stigende udbud. Samtidig kan individet tilmed i stigende grad producere, kopiere, publicere og distribuere, og det nærer kompleksiteten. Cirklen er sluttet, det hyperkomplekse samfund er i den grad en realitet.

Dermed kan vi i faldende grad være sikre på at have fælles referencerammer og kulturarv. Således ophører folkebibliotekets rolle som en mere eller mindre ophøjet institution, der indeholder og formidler den sande information eller det rigtige kulturprodukt med at fungere. Ej heller har folkebiblioteket længere monopol på at kunne definere, hvad der er god og dårlig kvalitet. Folkebibliotekets gamle forretningsmodel er ved at dø, og det bliver den sidste bruger, der slukker lyset.

For brugerne har kontrollen og de er troløse. Hvis de ikke kan få hvad de vil have på biblioteket, går de bare et andet sted hen, hvor de kan. Og den slags steder bliver der flere og flere af.

Der skal en ny model til og den handler om at komme ned fra piedestalen, åbne op og dele alt på lige fod med brugerne. Et ægte folkets bibliotek, hvor brugerens viden og samling i princippet kan være lige så god, som folkebibliotekets (omend muligvis knap så omfattende).

Forslag til forbedringer:

Lav f.eks. et åbent bibliotekssytem, hvor brugerne kan registrere deres samlinger, tilføje metadata og låne af hinanden, lige så vel som de kan låne af biblioteket.

Lav f.eks. en åben referencetjeneste, hvor brugerne kan besvare spørgsmål på lige fod med bibliotekarerne.

Lav f.eks. et karaktersystem, hvor brugerne kan vurdere hinanden på lige fod med bibliotekarer og bibliotek i rollerne som hhv. lånere, udlånere, spørgere og svarere. (Det skal ikke undre, hvis bibliotekarerne ofte scorer højt i sådan et system).

Et folkets bibliotek kræver målrettet, strategisk planlægning. Det kræver mod at åbne op og give los. Og det kræver satsning på netværksteknologier og IT.

Et stærkt biblioteksvæsen er nødt til at følge med udviklingen i det omgivende samfund. Så hvad bør folkebiblioteket være? Bibliotek for folket eller folkets bibliotek?

Ordet er en kombination af "producer" og "consumer" og beskriver ganske godt de millioner, der tager del i web 2.0 revolutionen.

Læs mere på Techcrunch… 

Kan det oversættes til noget, der ligner dansk? "Probruger"? Andre bud? 

Are they actually being innovative with their internal business? Are they being innovative with the services they offer? If so, then are they talking to users about this? Are they doing market research in order to find that niche community they can service with Web 2.0 products? Are the services they intend on delivering interesting enough for users to talk to other users about so that it spreads like wildfire in the same way social computing projects like Flickr did?

… or are libraries just playing catch-up? Rather than changing the way librarians think about the profession, shouldn't they be changing the way others think about the profession?

Læs indlægget i sin fulde længde her … 

De fleste OPAC's er i store træk kun gode til verifikative søgninger, dvs. at finde det, vi i forvejen ved, eksisterer. OPAC'en fungerer dårligt til eksplorative søgninger, dvs. søgning efter ukendt materiale. Hvis man skal løse en specifik opgave, men ikke ved, hvor man skal starte, er der således ikke meget hjælp at hente i OPAC'en.

Information Retrieval
De fleste OPAC’s repræsenterer den klassiske Information Retrieval (IR) model. Et aldrende paradigme indenfor Human Information Interaction, eller i bedste fald en ganske lille del af brugerens søgeproces.

OPAC’en fungerer således ud fra den antagelse, at brugeren har et informationsbehov, der fører til en forespørgsel til systemet. Systemet henviser til et dokument med en dokumentrepræsentation. Når forespørgsel og dokumentrepræsentation mødes, har vi et match, og brugeren kan gå glad og tilfreds derfra med et opfyldt informationsbehov.

Verden er imidlertid noget mere kompleks end som så.

Berrypicking
Det havde Marcia J. Bates allerede indset i 1989, hvor hun foreslog en bærplukningsmodel, der forklarer informationssøgning som en iterativ og interaktiv proces.

Både informationsbehov og forespørgsel udvikler sig, efterhånden som brugeren interagerer med dokumenter og søgesystemer. Eftersom relevante dokumenter som regel er spredt som bær på en busk (deraf navnet 'berrypicking'), skifter brugeren konstant mellem søgning og græsning og anvender en lang, varieret række strategier, der bl.a. inkluderer forfatter- og emnesøgning, skimning af dokumenter og fodnotejagt. 

Marcia J. Bates' teori om berrypicking bekræftes i øvrigt glimrende af feltstudier fra Statsbiblioteket (se Det hybride bibliotek set med brugernes øjne, s. 17) der viser, hvordan brugerne starter på nettet, ofte med Google, og først bruger OPAC’en, når de har mere konkrete oplysninger.

I en verden, der i stigende grad understøtter berrypicking modellen, er der med andre ord behov for en mere serendipitiv eller inspirationsgivende OPAC.

Se pressemeddelelsen her.